loader image

Danske Jagtrejse Arrangører

Foreningen

Stiftelse og baggrund

Brancheorganisationen Danske Jagtrejsearrangører (DJA) blev stiftet på en generalforsamling på Kattrup Skovgård i Hovedgård fredag den 4. juni 2010.

Set i lyset af tidligere års turbulens i jagtrejsebranchen så en række jagtrejsebureauer et behov for at danne en forening i den danske jagtrejsebranche. Danske jagtrejseudbydere har gennem længere tid savnet et fælles organ, som kan fungere som fællesnævner for branchen. I visse tilfælde kan det være uhyre praktisk, at alle udbydere taler med samme tunge, så der ikke opstår misforståelser i branchen.

Formål og grundidé

Grundidéen bag DJA bygger på en åben dialog mellem de danske udbydere af jagtrejser samt etableringen af et forum, hvor der kan skabes fælles målsætninger for det frie marked i branchen.

Dette er i særdeleshed med henblik på, at de danske jægere kan få tillid til, at alle jagtrejseudbydere tager opgaven om at forvalte deres ønsker og drømme alvorligt, og at bureauerne har de nødvendige formalier i orden. Kort sagt ønsker DJA at give den danske jagtrejseforbruger en solid beskyttelse.

DJA arbejder for at opnå indflydelse på vegne af medlemmerne, bl.a. gennem bestyrelsesrepræsentation i relevante interesseorganisationer, og er optaget på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens høringsliste. DJA kan desuden fungere som forhandlingspartner over for bl.a. forsikringsselskaber, jagtmagasiner, jagtrejsemesser og danske lufthavne. Medlemmer af DJA har ret til at anvende organisationens logo i markedsføring og dermed dokumentere medlemskab af Rejsegarantifonden. Medlemskab opnås ved henvendelse til sekretariatet.

Medlemskrav og forbrugerbeskyttelse

DJA arbejder for, at alle danske jagtrejseudbydere, der sælger pakkerejser, er medlem af Rejsegarantifonden. Medlemskab af Rejsegarantifonden er derfor en forudsætning for medlemskab af DJA og dokumenterer udbyderens økonomiske soliditet samt kundens sikkerhed.

Vigtigt: Rejser man med en udbyder, der ikke er medlem af Rejsegarantifonden, har man ingen adgang til Pakkerejse-Ankenævnet og er i stedet henvist til civilretlig behandling af en eventuel klage.

Rådgivning, juridisk bistand og fælles repræsentation

Det er vigtigt for DJA’s medlemmer at kunne søge rådgivning og juridisk bistand gennem deres brancheorganisation i konkrete situationer. DJA har derfor juridisk bistand tilknyttet organisationen.

Samtidig ønsker DJA at tale med én fælles stemme over for medier og interesseorganisationer. DJA er 100 % upolitisk og har ingen bindinger til andre interesseorganisationer.